Horesta

 

Nyheder

Svinkløv-kok gør klar til Bocuse d'Or

04. jun 2018

Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf er det danske hold ved Bocuse d'Or Europe i Torino. Fredag havde de arbejdet minutiøst i timevis for at teste menuen. Hvert hold har fem timer og 35 minutter til at aflevere 14 kuverter på et stort fad foran dommerne i sporthallen, mens et halvt hundrede kamerahold filmer i en lydkulisse fra det brass band, mariachi-orkester eller heppekor, som hver nation stiller med, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf træner under høj musik, fransk radio og klassisk marchmusik, og det er afgørende ifølge Svend Rasmussen, Bocuse-veteran, medlem af bestyrelsen for den danske Bocuse-komité og forfatter til bogen "Infernoet i Lyon":

”Det helt store benspænd er vitterligt lydinfernoet, det er umuligt at høre noget. En norsk bocuse-deltager trænede til skaterpunk, som var skruet et stykke op over smertegrænsen bare for at vænne sig til ordløs kommunikation. Køkkenerne er små, så den ordløse koreografi skal bare køre”, forklarer Svend Rasmussen.

De 10 bedste fra den europæiske konkurrence i Torino kommer med til finalen i Paul Bocuses fødeby næste år, og Bocuse d'Or er det uofficielle VM for kokke.

”Vi har haft et par ekstra benspænd: Råvarer er meldt ud sent, og køkkenet bliver mere åbent med tribune på to sider. Vi øver i et køkken, som vi ikke kommer til at se dernede og må ændre arbejdsgange, møgærgerligt”, siger Nicolai Schacke, kommunikationsansvarlig i Bocuse d'Or Danmark.

 

Kommentarer