Horesta

 

Nyheder

Er det en kommunal opgave at forpagte restaurant?

13. mar 2018

Musikkens Hus i Aalborg har valgt at oprette et datterselskab, der forpagter restauranten Musikkens Spisehus uden at sætte forpagtningen i udbud, som kommunalfuldmagten ellers kræver af institutioner, der modtager offentlige tilskud.

Der er løbende fra lokale restauratørers side og fra organisatorisk side, blandt andet af HORESTA, blevet gjort forsøg på at gøre opmærksom på problematikken.

Særligt det forholdsvis høje gastronomiske ambitionsniveau, som Musikkens Spisehus har, vækker interesse hos Lars Mouritzen formand, HORESTA Region Nordjylland, Mikele Volpi næstformand, DRC, og Frede Hansen formand, Aalborg Restauratørforening af 1864. Sammen skriver de i et debatindlæg:

”I forbindelse med årets uddeling af Michelin stjerner optrådte Musikkens Spisehus i et indslag på TV 2 Nord, hvor man naturligvis var taknemmelig for interessen, men man kan med rette spørge, om det overhovedet er en kommunal opgave at have dette ambitionsniveau, og hvordan finansieres dette? Er det rimeligt, at en selvejende offentlig institution, hvor en meget væsentlig indtægtskilde er offentlige tilskud fra stat/kommune/region, bruger penge på restaurationsdrift samt luksuriøse vinsamlinger, og at de går i direkte konkurrence med de private aktører, formentlig i strid med kommunalfuldmagten og konkurrenceretlige regler?” skriver de tre forfattere.

Det mener de ikke, lyder det afsluttende, og de efterlyser, at byens ledende politikere træder i karakter og får det stoppet.

 

Kommentarer