Horesta

 

Nyheder

Restaurantchef om rekruttering: ”Der er meget få kvalificerede jobansøgere”

Video01. mar 2018

To ud af tre virksomheder i hotel- og restauranterhvervet fortæller i en ny HORESTA-analyse, at de har haft problemer med at rekruttere medarbejdere det seneste år. Ser man isoleret på de mindre virksomheder, er det næsten 80 pct., der har kæmpet med at besætte stillinger i perioden.

Det er blandt konklusionerne i en ny konjunkturanalyse, som HORESTA har lavet. Her lyder det også, at mange virksomheder finder det vanskeligere at ansætte tjenere og kokke end for et år siden. Og med til historien hører, at det også var udfordrende at finde kvalificeret arbejdskraft i starten af 2017.

Læs hele analysen her.

Hotel Lautrup Park i Ballerup nikker genkendende til problemerne. Her fortæller restaurantchef Peter Vedel, at han kan få op til 200 ansøgere til en stilling, men blot en håndfuld har det ønskede niveau, således at virksomheden kalder dem til samtale.

”Der er en stor masse af ledige, men de kvalificerede ansøgere er der meget få af. I vores virksomhed oplever vi de største udfordringer, hvad angår tjenere. Vi ønsker uddannet personale, som har branchekendskab og forstår sig på, hvad og hvordan man serverer. Dem er der desværre bare langt i mellem,” fortæller Peter Vedel.

Se ham uddybe virksomhedens mangel på arbejdskraft nedenfor.

 

Kommentarer